Sebastian Durán in A Midsummer nights dream at Den Ny Opera in Esbjerg
Stjernebesat Shakespeare!
En Skærsommernatsdrøm – frit efter William Shakespeare
Med tre nye unge stjerner på den danske skuespiller-himmel: Fanny Bornedal, Cecilie Bogø Bach og Morten Brovn, to fremragende sangere, Sibylle Glosted og Sebastian Duran i selskab med den forrygende norske skuespiller Ane Skumsvoll og ikke mindst med violinisten Bjarte Eike og hans slæng af virtuose musikere, byder Den Ny Opera og Barokksolistene i sommeren 2026 gamle William Shakespeare op til dans.
For et par sæsoner siden kunne man på Den Ny Opera opleve en sprudlende udgave af Henry Purcells opera “Dido & Æneas”. Som publikum var man placeret i selve scenebilledet, og de medvirkende – sangerne såvel som musikerne – agerede på scenen få meter fra ens øjne og ører.
Til En Skærsommernatsdrøm rejser vi samme intime kulisse på den store scene i Musikhuset Esbjerg, og lover jer påny en aften med vildtvoksende handling, morskab i metermål og tårnhøjt dramatisk/musikalsk niveau.
Det kunstneriske hold bag En Skærsommernatsdrøm er identisk med det som skabte Dido & Æneas: Erlend Samnøen iscenesætter i Signe Kroghs scenografi. Åsa Gjerstad skaber kostumerne og Michael Breiner lysdesignet. Sammen med Bjarte Eike står Erlend Samnøen også for bearbejdelsen af Shakespeares drama.